(function(){ var target = document.getElementById("sdb-snippet-ugenssalme"), parent = target.parentElement, oput = document.createElement("div"); head = document.head || document.getElementsByTagName('head')[0]; styleElement = document.createElement("style"); head.appendChild(styleElement); styleElement.type = 'text/css'; styleElement.name = 'ugens-salme-style'; var css = '#sdb-snippet-ugenssalme-container.container {width: 760px;height: 400px;scrollbar-width: thin;overflow-y: auto;}#sdb-snippet-ugenssalme-container.container strong.title {font-size: 1.1rem; margin-top:20px;}#sdb-snippet-ugenssalme-container.container .separator-2 { width: 100%; margin-bottom: 15px; position: relative; height: 1px;}#sdb-snippet-ugenssalme-container.container .separator-2:after { height: 1px; background: #d1d1d1;}'; styleElement.appendChild(document.createTextNode(css)); oput.innerHTML = "
Fra salmer.dk
Ugens salme: Min kærlighed

På søndag, den sidste søndag i kirkeåret, møder vi i de bibelske læsninger en række billeder og udsagn af nærmest ikonisk karakter. Hos profeten Mika hører vi om sværdene, der skal smedes om til plovjern, og i 1. Korintherbrev om Kristus som den grundvold, vi bygger på. Men for mig at se – i hvert fald i år - er det dog ordene fra Matthæusevangeliet, der kommer til at stå som dagens centrale udsagn: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”, og det er også med dette udgangspunkt, jeg har valgt ugens salme.

Iben Krogsdal skrev den i 2022 til KFUK's Sociale Arbejdes 75-årsjubilæum, og Katrine Muff Enevoldsen komponerede melodien. Salmen tager afsæt i ordene fra 2. Korintherbrev, hvor Gud siger til Paulus, at ”hans magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9). Og det er netop salmens gennemgående tanke: at Guds kærlighed er mægtig dér, hvor mennesket er svagt.

Det er en pointe i det nævnte Paulus-citat, men det er også rød tråd gennem hele evangeliet, fra krybben julenat over manden på æslet, der rider ind i Jerusalem, til Kristus, der hænger ydmyget på korset. Og vi møder den i Jesu omgang med mennesker, der på forskellig vis befandt sig på kanten af samfundet: syge, udstødte, fattige, kvinder og børn. Igen og igen vender Jesus sig mod dem, som andre vender ryggen.

Men det særlige ved ugens salme er ikke blot dens budskab om Guds kærlighed. Det er også dens form. For i modsætning til de fleste salmer, hvor vi henvender os til Gud, er det her Gud selv, der taler til os. Vi synger så at sige Guds kærlige og trøstende ord til os selv og hinanden.

Det er et ganske modigt greb, som vi også finder andre steder hos de gamle, f.eks. når Luther benytter det i ‘Nu fryde sig hver kristen mand’ (DDS 487), hvor Gud taler direkte til sin søn, men i ugens salme føres det konsekvent igennem.

Jeg ved, at digteren under arbejdet med salmen overvejede at ændre den gennemgående formulering fra ”Min kærlighed” til ”Din kærlighed”. Dermed ville salmen have fået karakter af en bekendelse, hvor vi synger om Guds kærlighed, og der var dermed kommet en slags erkendende eller reflekterende afstand mellem Guds kærlighed og os som modtagere. Ved at fastholde og gennemføre salmen som Guds direkte tiltale bliver den mere intim og dermed stærkere.

Gentagelsen af ”Min kærlighed” gennem alle fem vers får næsten en meditativ karakter, som om den samme forsikring gives igen og igen, men hver gang med nye billeder og nye eksempler på, hvordan kærligheden kommer til udtryk, hvorved salmens oprindelige anledning bliver tydelig: Den taler direkte til mennesker, der lever udsat og sårbart. 

I andet vers møder vi blandt andet de kolde aftener og de dybe ar i armen. Det kan være den hjemløse, der sover i en sovepose på gaden, narkomanen med ar efter nålestik eller det unge menneske, der har skadet sig selv. Barske billeder, som er usædvanlige i salmesproget, men pointen er naturligvis, at netop dér er Guds kærlighed også er. Den holder om, berører og slipper ikke. Den har andres blikke og varme hud, så Guds kærlighed bliver på den nærværende gennem andre menneskers omsorg og handlinger. Så Guds kærlighed er ikke bare et smukt begreb, en bekendelse eller en følelse, men den får og må få hænder og krop. 

Men kærligheden er også den korsfæstedes kærlighed. I tredje vers forsikres den lidende om, at Gud kender smerten indefra, og med dette ’solidaritets-perspektiv’ kommer jeg i parantes bemærket til at tænke på Matthias Grünewalds berømte Isenheimer alter fra begyndelsen af 1500-tallet. Det blev skabt til et klosterhospital, hvor pestramte, døende mennesker kunne se op på den korsfæstede Kristus, hvis krop var mærket af frygtelige sår og lidelser. Billedet fortalte på den måde de døende, at Kristus ikke var fremmed for deres smerte, men at han meget tydeligt kendte den på sin egen krop, og dermed delte deres lidelse.

Salmen rummer en række bibelske associationer, som ikke er direkte angivet, men alligevel tydeligt til stede: Når kærligheden i tredje vers beskrives som den, der tåler alt, klinger 1. Kor 13 med, hvor det lyder, at kærligheden tåler alt. Og når kærligheden aldrig glemmer menneskets navn, er det svært ikke at tænke på dåben og løftet om, at vi for evigt hører Gud til.

I fjerde vers møder vi den barmhjertige samaritaner og alle de mennesker, som Jesus hverken kunne eller ville gå forbi. For Guds kærlighed går ikke forbi den, der ligger såret, men standser op og tager sig af ham. Den giver husly, mad og drikke og værner om den udsatte krop, og der er således tale om diakoni i ordets mest konkrete betydning.

Og når kærligheden har døre, der går op, får det næsten en dobbelt betydning. Det er både dørene til herberger, varmestuer og andre steder, hvor mennesker får hjælp, og den dør, som Kristus i Johannes-evangeliet selv siger, at han er.

Vi tog salmen med i 151 Salmer, fordi den efter vores opfattelse rækker langt ud over sin oprindelige anledning og ikke blot taler til mennesker på samfundets bund, men til alle, der på et eller andet tidspunkt oplever, at livet er svært. Og det er nok os alle…

Jeg mødte ved et provstikonvent nogle præster, som fortalte, at de havde brugt salmen ved årets konfirmationer. Det undrede mig umiddelbart, men de fortalte, at det havde givet rigtig god mening, og at flere forældre bagefter havde udtrykt glæde over, at der nu fandtes en salme om den kærlighed, de selv følte og havde forsøgt at vise deres børn ??.

Det er naturligvis ikke salmens oprindelige sigte, men sådan set en fin illustration af, hvordan et kunstværk kan få sit eget liv, når først det er sat fri: Det flyver sine egne veje som en fugl, og kunstneren bestemmer ikke længere, hvordan det bliver opfattet. Men!... når alt kommer til alt, er det heller ikke en helt urimelig læsning, for hvis Gud viser sin kærlighed gennem andre mennesker, hvorfor skulle det så ikke også gælde forældres kærlighed til deres børn?

I sidste vers bliver salmens blik rettet fremad, for Guds kærlighed vil løfte os, følge os på vejen og holde liv i det lys, vi har fået. Her klinger både Jesu ord om at være vejen, sandheden og livet samt hans opfordring til at lade vores lys skinne for mennesker med. 

Og så slutter salmen med et løfte om, at Guds kærlighed varer til verdens ende. Jeg har undertiden hørt den indvending, at de nyere salmer mangler evighedsperspektiv, og mens det er ganske rigtigt, at der ikke nødvendigvis optræder lige så mange engle, basuner, himmelporte og beskrivelser af det nye Jerusalem som i ældre salmer, så betyder det tydeligvis ikke, at evigheden er forsvundet. Her er den nærværende i løftet om en evig kærlighed, og det svært ikke at høre Jesu sidste ord i Matthæusevangeliet klinge med i løftet om, at Han vil være hos os alle dage indtil verdens ende.
____

Til sidst to afsluttende noter. 
Den første af dem om den skønne melodi, der slutter åbent og svævende på et d, mens mange vil føle en trang til at lade den lande på et c. Med dette greb indbyder melodien til, at man via det dybe G kommer videre med det næste vers, og det giver salmen en næsten sonetagtig uendelighedskarakter, der subtilt kan understøtte den pointe, at Guds kærlighed ikke bare er begrænset til et eller fem vers, men fortsætter helt ind i evigheden.

Og en sidste bemærkning: Hvis man står for at skulle vælge salmer til på søndag og af en eller anden grund ikke kan eller vil bruge ugens salme, så er der faktisk en anden Krogsdal-salme at pege på, nemlig ’Befri os fra mørket’, som er skrevet direkte over epistelteksten med dens megen ild og mange flammer.

For mens 'Bibelen 2020' forsøger at udglatte Paulus' barske billeder ved at sige, at man ikke bliver lutret gennem ilden, men blot bliver en smule ’forbrændt’ (hvilket i parentes bemærket er en sløj og upoetisk afradikalisering), så er der i Krogsdals dommedagssalme i den grad tale om lutring og flammer. 

Det kan man så også vælge at prædike over, hvis man vil, men på søndag vil jeg denne gang fokusere på den kærlighed, vi møder i Jesu åbne arme – og igennem andre mennesker.  

Morten Skovsted

"; parent.insertBefore(oput, target); }());