Ugens salme: Fra vest står blæsten

Denne uges salme var med i ‘100 Salmer’ og er naturligvis også medtaget i ‘151 salmer’ som en nyere høstsalme der kan supplere de klassiske ditto med erfaringsnære billeder fra tiden efter ferien, høsttid, sensommer og tidligt efterår.

Høstsalmerne er repræsenteret i Salmebogen med mægtige salmer som ‘Du gav mig, o Herre, en lod af din jord’ (DDS 728), ‘Nu falmer skoven trindt om land’ (DDS 729) og ‘Vi pløjed og vi så’de’ (DDS 730), og derfor kunne man nemt forledes til at tro, at det var vanskeligt - om ikke umuligt - at skrive nye høstsalmer. Lige så stærke de gode, gamle høstsalmer er, lige så tydeligt er det imidlertid, at de er skrevet i en tid, der ikke er vores: De gamle høstsalmer er skrevet i en homogen, før-teknologisk landbokultur, som de færreste af os kan kende endsige lever i nu. Der er løbende blevet skrevet moderne landbrugs- og høstsalmer, f.eks. den morsomme ‘Jeg ejer både mark og eng’ af Jens Smærup Sørensen, der står i Højskolesangbogen (nr. 125).

Mens de færreste i vor tid høster, og mange børn ikke har det fjerneste kendskab til, hvor korn og brød kommer fra, så er det fortsat en fast tradition i de fleste kirker (i hvert fald uden for de store byer) at holde høstgudstjenester og til sådanne har vi brug for både gode, gamle OG nyere salmer.

Ugens salme er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen i 2013 i forbindelse med en høstfest i Rakkeby i Vendsyssel, og den omfatter både Vestjyllands læhegn, byg og hvede samt byens kælderskakter, hvor det våde, visne løv gemmer sig og rådner bort.

Høstsalmen har den kendte takketone, når ‘vores lovsang’ fylder himmelrummet, men den har også en underliggende tone af vemod og afsked, som det kendes fra andre høstsalmer, ikke mindst ‘Nu falmer skoven trindt om land’. Denne dysterhed findes allerede i første vers, hvor de lave hegn danser skyggedans med mørkets magter, men også i feriedage der er brugt, sommer der brænder ned, og græs der visner. Eftertænksomheden og vemodet er tilsigtet fra Lisbeth Smedegaard Andersens side, og hun påpeger selv, hvordan Erik Sommers melodi understreger denne stemning.

Et andet væsentligt element i salmen er den måde, hvorpå salmen inddrager alle mennesker - både dem, der har meget at takke for, dem, ”som året bragte mere sorg end glæde” samt dem, for hvem fremtiden er en ”ligning med en hel del ubekendte”. Alle disse mennesker - og os med dem - ses dermed som små dele af et stort skaberværk, hvor forgængelighed og usikkerhed er et fælles eksistensvilkår. Til os alle lyder det ”Frygt ikke”, som igen og igen er engles ord til mennesker i Det Nye Testamente, og som gør, at vi kan lade vores vinterhjerter leve i Guds hænder.

Salmedigteren skriver selv om salmen: ”Da Danmark var et landbrugsland, var det naturligt at holde høstgudstjeneste og takke for høsten, men jeg tror, at når høstgudstjenester stadig er en naturlig del af vores kirkeår og tradition, så skyldes det, at vi har brug for engang imellem særligt at lægge vægten på taknemmeligheden over menneskelivet som helhed. Derfor er salmen en efterårs- og høstsalme, hvor jeg prøver at udvide perspektivet lidt fra høsten til taknemmeligheden over, at Gud ikke alene giver sol og væde, men også er hos os, når vi sørger og frygter for fremtiden”.

Efter undertegnedes mening er Smedegaard Andersens forsøg ualmindeligt vellykket, og her i sognet har salmen i årevis været en fast del af vores høstgudstjenester.

Morten Skovsted

"; parent.insertBefore(oput, target); }());