(function(){ var target = document.getElementById("sdb-snippet-ugenssalme"), parent = target.parentElement, oput = document.createElement("div"); head = document.head || document.getElementsByTagName('head')[0]; styleElement = document.createElement("style"); head.appendChild(styleElement); styleElement.type = 'text/css'; styleElement.name = 'ugens-salme-style'; var css = '#sdb-snippet-ugenssalme-container.container {width: 760px;height: 400px;scrollbar-width: thin;overflow-y: auto;}#sdb-snippet-ugenssalme-container.container strong.title {font-size: 1.1rem; margin-top:20px;}#sdb-snippet-ugenssalme-container.container .separator-2 { width: 100%; margin-bottom: 15px; position: relative; height: 1px;}#sdb-snippet-ugenssalme-container.container .separator-2:after { height: 1px; background: #d1d1d1;}'; styleElement.appendChild(document.createTextNode(css)); oput.innerHTML = "
Fra salmer.dk
Ugens salme: Jeg er så bange for at dø alene

Denne uges salme er dyb, smuk, alvorlig og fuld af trøst. 

Det sidste er måske ikke det første, man tænker, når man læser dens indledning, for Johansen begynder uden omsvøb med dødsangsten og ensomheden, og i Min egen Salmebog fra 1996 står salmen da også under overskriften Til sidst. Men netop fordi angsten - den angst som de fleste af os mærker true i horisonten i disse år - får lov at komme så umiddelbart til orde, bliver trøsten andet end bare en forsikring om, at det hele nok skal gå.

Anslaget kan minde om de gammeltestamentlige klagesalmer, hvor mennesket råber til Gud fra et sted, det ikke selv kan finde ud af og op af. I denne nordiske sammenhæng formuleres det som en stormnat uden læ. Der er ingen beskyttelse, ingen at holde sig til, og bønnen bliver derfor, at den syngende må høre til som en gren på Kristus. Her er det søndagens evangelietekst om det sande vintræ, der klinger med (Joh 15,1-11), men Johansen kalder også Kristus for ‘livets træ’, og dermed forbindes evangeliets billede med både Edens have og håbet om et liv, som døden ikke kan gøre ende på.

Det er et gammelt men stadig livgivende billede på et helt afgørende tilhørsforhold: En gren hverken kan eller skal frembringe det liv, den lever af; den modtager det gennem sin forbindelse med træet. Over for angsten for at være helt alene stilles således ikke en forklaring eller et quick-fix, men en forbindelse.

En af salmens store kvaliteter er dens bølgende bevægelse mellem fortvivlelse og håb. Den bevæger sig ikke pædagogisk og forudsigeligt fra mørke til lys, som om angsten én gang for alle kunne tales til rette. Efter første vers’ frygt og bøn synes andet vers ganske vist at give fodfæste: Jeg hører til blandt Kristi små og omfattes af hans løfte om opstandelse. Men allerede formuleringen ”Man siger” kan høres som en tøven. Det, andre fortæller om Kristus, er endnu ikke noget, jeg selv kan overskue, men overfor denne usikkerhed står til gengæld den direkte tiltale: Du lover. 

I tredje vers lukker mørket sig igen. Der er ingen klarhed, hverken som lys i natten eller som indsigt i, hvordan opstandelsen skulle kunne ske. Her finder vi salmens måske vigtigste sproglige greb: forskellen mellem at begribe og at være grebet. Forstanden kommer til kort, men dermed behøver forbindelsen ikke at være brudt.. For jeg kan være grebet af Kristus uden at kunne begribe ham!

Det er også værd at lægge mærke til, hvem der handler. Jeg’et beder, klager og erkender sin begrænsning. Kristus er den opstandne, som lover liv, og som den syngende beder om at blive holdt fast af. Det afgørende bliver hverken min viden eller min evne til at præstere en urokkelig tro, og det er både evangelisk og luthersk: Trøsten hviler på den, jeg tilhører, ikke på styrken af mit eget greb.

Derfor kan sidste vers begynde med endnu et spørgsmål til nytten af al vores viden og kunnen og alligevel ende med denne næsten trodsige overgivelse:

”Men er du klart og fast med mig forbunden,
så lad mig bare smuldre i min grav.”

Her klinger Kingo med i baggrunden. Både i sproget, i det håndfaste billede af kroppens forgængelighed og i modet til at se døden i øjnene.

Det lille ”bare” er utrolig kraftfuldt efter salmens frygtsomme begyndelse. Døden er ikke blevet mindre virkelig, men den er ikke længere ensbetydende med at være forladt. Og bemærk, hvordan klarheden vender tilbage: Nu gælder den ikke min forståelse, men forbindelsen med Kristus.

Salmen er medtaget i ‘151 Salmer’, ligesom, den var i ‘100 Salmer’, på grund af dens indlysende kvaliteter, men jeg må indrømme, at jeg dengang - for over ti år siden, da vi første gang optog salmen - hæftede mig ved de omvendte ordstillinger og i det hele taget var usikker på dens anvendelighed. Var det først og fremmest en salme til begravelser eller afskeden på hospice? 

Siden har jeg imidlertid brugt den igen og igen, ikke mindst på 18. søndag efter trinitatis efter anden tekstrække - som er på søndag. Dødsangsten behøver jo ikke vente til dødslejet, og trøsten endnu mindre. Som antydet befinder vi os i en tid, hvor usikkerhed, skrøbelighed og frygt kan få tag i os. Meget truer i tiden: Krig, Klima og AI, og mange af de stilladser, institutioner og fællesskaber, som vi før har kunnet støtte os op ad… er væk eller vakler.

Mads Granums utroligt smukke melodi har en væsentlig del af æren for salmens skønhed og anvendelighed. Den minder om, at en salme ikke alene skal vurderes som tekst på papir. Noget, der kan virke sprogligt tungt under læsningen, kan få liv og bærekraft, når det synges… og synges smukt.

Så her får selv dødsangsten ganske vist en stemme. 
Men den får ikke det sidste ord, for vi bliver aldrig sluppet, når vi er forbundet med Kristus som grene på et træ. 

Morten Skovsted

"; parent.insertBefore(oput, target); }());